Skip til hoved indholdet

Fase 1 - 0. til 4. klasse

Velkommen til fase 1 - vores elever fra 0. til og med 4. klasse.

Fase 1 bor sammen med SFO i lokaler, hvoraf fællesarealerne i 2019 blev ombygget under overskriften ”Landskaber og huse til små mennesker”. I forbindelse med ombygningen var det vigtigt for os at skabe indbydende miljøer med mulighed for at være ”indeni” (i små huse) og ”ovenpå” (på landskaberne). I SFO-tiden bruges områderne til hygge og leg og i skoletiden til makkerarbejde, gruppearbejde og egen fordybelse. Områderne signalerer at være hjemlige uden at være ”hjemme”.

I Fase 1 går vores elever fra 0. til 4.klassetrin. Der er to klasser på hver årgang, og lærere og årgangspædagoger samarbejder i årgangsteam. Vi arbejder med holddeling og venskaber på tværs af klasser, så børnene på årgangen oplever et større netværk end egen klasse – både fagligt og socialt.

Barn er man hele tiden, men i skoletiden er man også elev. I de første år af skoleforløbet åbner vi fagene for børnene. Vi bestræber os på at lægge et godt fundament for de grundlæggende kompetencer og den grundlæggende forståelse. Det indebærer også, at vi arbejder på, at eleverne forstår læringsintentionen (hvad skal jeg lære) og deres egen rolle i læreprocessen (hvordan kan jeg hjælpe mig selv til at kunne lære det).

I Fase 1 har vi udarbejdet en forældrefolder, som beskriver 7 kompetencer, som er i spil for et barn i læring - hvad enten det gælder faglig, personlig eller social læring. Folderen beskriver de forskellige kompetencer og giver idéer til, hvor man hjemme kan styrke sit barn i læreprocesser. Vi arbejder med de samme kompetencer, men selvfølgelig med et fagprofessionelt udgangspunkt.

Hver uge holder vi samling, hvor alle klasser mødes i kantinen. Her synger vi sange og informerer om vigtige emner eller oplevelser, vi snart skal have sammen. Samlingen er en del af klassernes understøttende undervisning. Vi prioriterer samlinger, fordi det giver fællesskabsfølelse og sammenhængskraft, og fordi samlinger er læring på mange leder.

I uge 39 holder vi naturfagsfestival for 1.-4.årgang. Her er børnene organiseret i aldersblandede grupper og arbejder i skiftende værksteder med årets emne, som kan være universet, kroppens organer, dyr omkring os o.l.

Fredag i uge 41 holder vi skolernes motionsdag, hvor vi har forskellige udendørs aktiviteter.

I slut november/ start december arrangerer klasserne juleklippedag efter fælles tema, så vores fælles arealer kan pyntes fint til julemåneden. Når vi holder samlinger i december måned, består samlingen udover julesange også af at få læst eller fortalt en julehistorie eller høre om julens historie. Sidste dag inden juleferien holder vi fælles juleafslutning.

I februar/ marts holder vi fastelavn over en hel dag i et sammenhængende flow med SFO og Stampen.

Den første fredag i marts måned er der national trivselsdag. Vi tror ikke på, at man højner trivsel ved en dags indsats, men trivselsdagen sætter spot på det løbende og vigtige arbejde, vi gør for at højne og vedligeholde trivsel hos børnene.

I den sidste skoleuge inden sommerferien er vi alle i skoven et par dage. Skovdagene planlægges med fagligt indhold i aldersblandede grupper og skiftende værksteder f.eks. bestem et dyr eller byg en hule. Skovdagene foregår i Femsølyng. 3. og 4.årgang cykler med deres lærere og pædagoger til og fra, mens 0., 1. og 2. årgang afleveres af forældrene om morgenen i Femsølyng. Om eftermiddagen tager vi bus tilbage. Ligesom naturfagsfestivalen i uge 39 er skovdagene en klar ”vi-markør” i børnenes skoleliv i Fase 1.

Usserød Skole
Gammel Byvej 10, 2970 Hørsholm

Telefon: 48 49 00 63
usserod_skole@horsholm.dk